Vi blev enige om, at vi ikke havde travlt

Photo by Alasdair Elmes on Unsplash

For snart et år siden, en kold novemberdag, gik Anita og jeg en tur i Valby. Vi snakkede om travlhed, og hvad der er godt og skidt ved at have travlt. I vores shownotes fra episode 36 kan du bl.a. læse at travlhed kan være med til at skabe entusiasme og motivation, men også være det, der skubber dig ud i et manglende overblik.

Vi aftalte i episoden, at vi skulle stoppe med at sige: ”Åh, jeg har så travlt”, når spørgsmålet om, hvordan det går, blev stillet. Har vi overholdt det? Jeg kan ikke tale på Anitas vegne, men på mine egne vegne kan jeg fortælle, at jeg virkelig har gjort et forsøg. Men mere om det længere nede. Først får du et par reflekterende tanker og et par – måske – svære spørgsmål, om det at have travlt.

Hvordan fik vi så travlt med at lave ingenting?

Jeg er i gang med at læse bogen: Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting af Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen. I skrivende stund er jeg halvvejs i bogen, og er allerede begyndt at tvivle på, om noget af det jeg laver, falder i kategorien pseudoarbejde. Har jeg nogle opgaver, som jeg holder fast ved kun for at se travl ud?

Hos Bloch&Østergaard ser vi altid hinanden dybt i øjnene, når der kommer nye opgaver ind; Har du tid? Har du lyst? Og har du evnerne til at klare opgaven? Hvis svaret på et af de tre spørgsmål er nej, så tager du ikke opgaven. Det skal give mening det vi laver, så du skal både have lyst, tid og evne til de opgaver du sidder med.

Men når jeg læser bogen om pseudoarbejde, så bliver jeg i tvivl om de tre spørgsmål er nok. Lad mig komme med et eksempel.

Er det så pseudoarbejde, når det er et udgangspunkt for noget nyt?

Du får tilbudt en opgave af din chef. Du skal hjælpe en kunde med at få taget hul på et projekt, inden for et område, hvor kunden aldrig har været før. Tag udgangspunkt i din egen hverdag, det kan være en ny kommunikationskanal, salgskanal, et nyt marked eller noget helt fjedre. Hvordan griber du det an?

Hos en kunde jeg havde, da jeg var selvstændig og stadig arbejdede med marketing, gjorde jeg følgende, da jeg skulle lave en strategi og taktik til brugen af sociale medier. De havde kun en Twitterprofil, som de brugte meget sporadisk. Så jeg tænkte: ”Lad mig starte med en konkurrentanalyse – hvad er det egentlig andre gør både dem i direkte konkurrence og dem, som er med til at tage opmærksomheden på sociale medier?”

Det resulterede i, at jeg brugte timer på at kortlægge diverse andre konkurrenter og indholdsskabere i et stort Excel-ark, og omsatte det til et par simple punkter i en PowerPoint. Jeg viste det til kunden og ud fra det arbejde fik vi en diskussion om hvad, hvor og hvordan vi skulle gribe de forskellige kanaler an. Dokumenterne jeg havde lavet, blev aldrig åbnet igen – det var ikke meningen med dem. De var grundlag for en diskussion. Er det så pseudoarbejde?

Jeg har ikke selv svaret. Jeg håber at blive klogere, når jeg kommer til sidste side i bogen. Men umiddelbart bør det fjedre spørgsmål være: ”og er det meningsfyldt og skaber det værdi?”

Tilbage til travlhed: er der virkelig noget vi bør stoppe med at lave?

Det er enormt tankevækkende, at man tilbage i tiden, havde regnet med at vi i dag kun ville have en arbejdsuge på 15 timer (ifølge bogen). Det er jo langt fra tilfældet. Hvis du er fast lytter af podcasten, vil du vide at både Anita og jeg toggl’er vores tid. Vi ved præcis hvor meget vi arbejder.

Den kolde novemberdag snakkede vi bl.a. om de gange, hvor vi havde arbejdet 300 timer på en måned, svarende til det dobbelte af en fuldtidsstilling. Dengang følte jeg ikke, at noget kunne skæres fra og kategoriseres som pseudoarbejde. For hvem skulle jeg se travl ud for? Jeg var jo selvstændig? Det nytter jo ikke noget at sige til nye kunder: ”åh jeg har så travlt”. Det giver ikke nye kunder og spændende opgaver i butikken. Tværtimod.

I dag arbejder jeg ikke 300 timer på en måned. Jeg har måske følelsen af, at jeg har mindre fritid, selvom det er en løgn. Jeg kan jo se på min Toggl rapport, at jeg arbejder 40-50 timer om ugen, hvilket ikke svarer til 300 timer på en måned. Snakken om, hvorvidt noget er pseudoarbejde, om vi har for travlt, og om vi egentlig kan nøjes med at arbejde 15 timer om ugen som forudset, ligger for mig, tæt op at spørgsmål omkring work-life balance.

Indlægget fortsætter under relaterede episoder

Relateret episoder eller blogindlæg

Hænger fritid overhovedet sammen med pseudoarbejde?

Jeg tror, jeg har følelsen af mindre fritid, fordi jeg er meget gladere for det jeg laver. Jeg nørder, jeg læser, jeg undersøger og jeg bruger min fritid på at blive klogere. Derfor er det måske også sværere at skelne mellem arbejde og fritid – ligesom vi snakker om i episode 22 om work-life balance og episode 28 om hobbyer.

Når jeg kommer hjem fra arbejde, så spørger jeg mig selv: ”Har jeg lyst til at arbejde videre, eller har jeg lyst til at holde fri?” Udfaldet er forskelligt. Nogle gange er jeg så grebet og motiveret for en opgave, at jeg fortsætter. Andre gange, ved jeg, at jeg skal holde fri, for at kunne være effektiv dagen efter.

Det tænker jeg ikke tyder på et ”usundt” forhold til arbejde, hvor der er blevet fyldt om med pseudoarbejde bare for at se travlt ud. Jeg synes det er et tegn på, at jeg kun arbejder videre med opgaver, når jeg synes det giver mening. Og at jeg holder fri, når jeg har lyst og brug for det.

Holder vi hvad vi lovede? Er vi stoppet med at sige vi har travlt?

Siden vi optog episoden, den kolde dag i november, er jeg begyndt at bruge andre ord og vendinger. At svare med sætninger som: ”Jeg har en masse spændende opgaver, som jeg virkelig synes fede at bruge min tid på”, eller ”jeg har prioriteret min tid med det jeg synes er vigtigst lige nu, så jeg når/når ikke det andet i dag.”

Jeg ved ikke om de her sætninger er et hak bedre. Men jeg synes at kunne mærke en effekt ved ikke at bruge ordet travlt. Jeg er også begyndt at svare: ”Næh!” til spørgsmålet om, om jeg har travlt.

En kunde spurgte mig den anden dag: ”Nå, skal du allerede videre til det næste?” (han mente en anden kunde). Klokken var 15:20, og jeg havde besluttet mig for at tage til yoga kl 16:15. Man kunne godt høre på ham, at han syntes, det var tidligt jeg tog afsted, og at det måtte skyldes en anden kunde. Jeg havde nået alt, jeg havde sat mig for den pågældende dag, og synes det ville være bedre for min krop, mit hoved og ikke mindst den efterfølgende arbejdsdag, at tage et break og i stedet tage til yoga.

Effekten af, at stoppe med at sige ”åh jeg har så travlt” har egentlig ikke gjort så meget for mig – andet end alle de her reflekterende tanker – men kan tydelig mærkes hos dem der møder mit: Næh! Som eksemplet med kunden ovenfor, der ikke kunne forstå, at jeg allerede tog fra kontoret 15:20. Det er ikke alle, der reagerer som ham. Andre synes det er fedt, at jeg altid virker som en der har tid og overskud. Og det i sig selv er jo en mega fed effekt af at ændre sit ordbrug.

Så som budskabet er i bogen: Gå hjem, når du ikke har mere at lave. Lad være med at opfinde opgaver, så du ser travl ud. Og stop med at sige du har travlt!

Jeg glæder mig til at læse resten af bogen, og måske kommer der flere tanker, når jeg har læst den sidste side.

Ved du for resten hvorfor jeg læser den? Det gør jeg fordi jeg er en del af Fagnørdernes Bogklub. Det er en Slack bogklub, hvor vi mødes på Slack og diskuterer de bøger vi læser. Jeg kan varmt anbefale dig at være med. Du kan tilmelde dig via dette link direkte til Slack.

Photo by Alasdair Elmes on Unsplash

Blogindlæggets forfatter

Puk Falkenberg

I krydsfeltet mellem forandringsledelse og organisationsudvikling føler Puk sig bedst tilpas. Hun beskæftiger sig med alt lige fra ledelse, teams og arbejdslyst til vaner, udvikling og læring. Puk er rådgiver hos Bloch&Østergaard, hvor hun slår sine folder inden for fremtidens ledelse.

Inviterer du Puk på kaffe, så hav tekanden klar. Hun drikker nemlig ikke kaffe, men tømmer let en tekande lige så hurtigt som du får tømt din kaffekop.

Vi håber du nød en stund, i dit faglige frirum!

Blev du inspireret? Du har 3 muligheder:

  1. Hjælp os med at dække udgifterne til podcasten. Læs mere her
  2. Anbefal podcasten til en ven, kollega, bekendt, borddame/-herre, dine twitterfølgere etc.
  3. Anmeld podcasten i iTunes.

Tak fordi du læser med.

Vi er glade for jeres feedback – og nu har vi gjort det endnu lettere for dig at komme med emneforslag!

Du finder kontaktinfo på os her, og du er også velkommen til at efterlade en kommentar her i shownotes.

Om Digitale Tanker

Digitale Tanker er en podcast til dig, der er interesseret i markedsføring, organisation og ledelse. Vi stiller skarpt på problemstillinger, trends i den digitale verden med et perspektiv fra digitale indfødte.

Hver 14. dag er der et nyt afsnit til dig, og vi udkommer altid om søndagen.

Støt podcasten og holde den reklamefri!

Vi vil rigtig gerne fortsætte med at dele ud af vores digitale tanker. Vi håber, at du som lytter har samme kærlighed til projektet, som vi har.

Læs mere om hvordan eller gå direkte til 10er.dk eller Patreon.